Landsholdet’s kaotiske deltagelse ved Guardians Cup i Belgien

D. 16.-18. januar blev der afholdt det årlige Guardians B5 Cup i Belgien – en stor Baseball5 turnering hvor både klubhold og landshold konkurrerede på højeste niveau i Europa.

Landsholdet sendte en trup med både erfarne, men også nye spillere afsted. 3 kvinder og 3 mænd, hvoraf én af spillerne var landstræner Philip Spielmann. “Vi er ikke kommet til Belgien for at vinde medaljer. Vi er selvfølgelig taget herned for at gøre vores bedste – men vigtigst af alt er at vi får erfaring og at vi viser den danske fane ved store internationale turneringer som denne” lød det fra landstræneren inden landsholdet gik på banen for at spille deres første kamp mod Saudi Arabien.

Saudi Arabien var landsholdets første modstander fra udenfor Europa. Selvom Saudi Arabien’s landshold har spillet Baseball5 længere tid end den danske trup, var det stadig landstrænerens håb at i netop denne kamp at Danmark kunne tage sejr. “Vores målsætning er klar for den interkontinentale del af turneringen: Vi skal vinde over Saudi Arabien, give Belgien kamp til stregen og så skal vi hive så meget erfaring ud af vores kamp mod Spanien som overhovedet muligt!” udtaler Philip.

Danmark og Saudi Arabien til Guardians B5 Cup 2026. Photo: Yoann Montagne, Namhtso

Danmark formåede at hive sejren hjem mod Saudi Arabien og viste derfor at landsholdet ikke har tabt formen siden EM, hvor de endte på en syvende plads. Mod Belgien blev det til nogle gode tætte kampe, men Belgien tog i sidste ende sejren. “Havde vi haft det samme hold med som vi havde med til EM, så havde vi igen vundet over Belgien. Dog skal det siges at Belgien spillede framragende i dag og var mere skarpe end det hold vi så tilbage i november til EM. Vi gjorde hvad vi kunne med den trup vi havde taget med, og udover et par “bøvser” fra dommernes side, tror jeg ikke at udfaldet havde været meget anderledes, havde vi spillet kampene om. Det var det bedre hold der vandt over det mindre gode hold – og sådan er det jo en gang imellem”, sagde Philip efter nederlaget.

Men både den søde sejr eller de tætte nederlag bliver næppe kampe som ligger ligeså klart i hukommelsen som kampen mod Spanien. Ved EM i november tog Spanien andenpladsen og er derfor kvalificeret til VM i år. Det er altså et stærkt hold som Danmark møder i deres sidste interkontinentale landskamp i denne turnering. “Vi starter egentlig ud med at spille fint nok op imod dem (Spanien), men så starter ulykken så også. Jeg henter med at lave et styrt hvor jeg flækker hagen og må på skadestuen og syes. I venteværelset kan jeg følge med på livestreamen og se at mine spillere står placeret på virkelig underlige positioner. Altså ikke sådan som jeg ville have spillet dem, hvis jeg var der. Senere finder jeg ud af at både Jonas og Sidsel har fået fibersprængninger og det er derfor de ikke står på deres normale positioner.” forklarer Philip.

På trods af 3 ud af 6 spillere skadet, fortsætter landsholdet med at kæmpe sig videre i set to. Jonas må hoppe på ét ben – og formår på trods af dette at komme på tredje base, hoppende som “snøvsen” hele vejen derhen. Men alt godt må komme til en ende og efter to innings med spillere på skadestue og hoppende på ét ben, må landsholdet kaste håndklædet i ringen – også for at sikre at ikke resten af holdet også bliver skadet.

Skaderne gjorde desværre at landsholdet måtte trække stikket for resten af turneringen og tage sig til takke med en 12. plads. “Det er selvfølgelig ikke det resultat vi havde håbet på eller forventet da vi i fredags kørte herned, men vi er glade for at vi har været en del af turneringen og vist den danske fane her i Belgien. Til næste år tænker jeg planen er at have lidt flere spillere klar på bænken – og at jeg ikke skal i spillertøjet igen… og så må vi se om ikke vi kan kravle lidt længere op i ranglisten”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *